Historien om studiet af menneskelig adfærd

Carl Jungs teori om psykologiske typer er en hjørnesten i hans analytiske psykologi. Han mente, at forskelle i adfærd skyldes den enkeltes medfødte præferencer for, hvordan man opfatter verden og træffer beslutninger. Jung identificerede to primære modsætningspar af kognitive funktioner:

Desuden introducerede Jung begreberne ekstroversion og introversion som holdninger, der påvirker retningen for disse kognitive funktioner.

Ekstroverte er rettet udad mod den ydre verden og får energi af samvær og handling. Introverte er rettet indad mod den indre verden og får energi af refleksion og ensomhed.

Disse kognitive funktioner og holdninger kombineres og danner forskellige personlighedstyper.

En person kan for eksempel være en ekstrovert tænketype, en introvert følelsestype osv. Jungs psykologiske typer gav en ramme for at forstå de mange måder, hvorpå mennesker opfatter verden og træffer beslutninger.

Galen, en indflydelsesrig græsk læge og filosof, videreudviklede Hippokrates' teori om de fire kropsvæsker og knyttede dem mere udtrykkeligt til personlighedstyper. Ifølge Galens teori påvirkede balancen eller ubalancen mellem disse væsker i kroppen ikke kun det fysiske helbred, men også psykologiske træk og temperamenter.

I Galens teori om de fire kropsvæsker svarer hver væske til en bestemt personlighedstype:

Sangvinske personer, der er påvirket af blodet, er typisk optimistiske, selskabelige og entusiastiske, men kan være impulsive.

Koleriske personligheder, der forbindes med den gule galde, er passionerede, ambitiøse og selvsikre ledere, men ofte hidsige.

Personer med et melankolsk temperament, påvirket af den sorte galde, er indadvendte og analytiske, men kan have tendens til angst og tristhed.

Endelig er flegmatiske personer, der styres af slimen, rolige, pålidelige og rationelle og kendt for deres evne til at skabe fred. Til gengæld ses de nogle gange som uambitiøse og modvillige over for forandringer.

Galens fortolkning af kropsvæskerne fik en betydelig og varig indflydelse på middelalderens og renæssancens medicin og psykologi. Hans arbejde prægede forståelsen af personlighed helt ind i 1700-tallet. Han forbandt det fysiske helbred med psykisk velbefindende og personlighedstræk.

Hippokrates, der ofte kaldes »lægekunstens fader«, er kendt for sine indflydelsesrige teorier om kropsvæskerne, som han også brugte til at forklare personlighedstræk.

Hippokrates' personlighedsteori bygger på begrebet om fire kropsvæsker og forbinder den enkeltes temperament med balancen mellem disse væsker.

Det sangvinske temperament, der forbindes med blodet, beskrev personer som selskabelige, optimistiske og aktive med en ubekymret og impulsiv natur, svarende til elementet luft.

Det koleriske temperament, der er knyttet til den gule galde, beskrev derimod personer som brændende, passionerede og ambitiøse, ofte selvsikre og dominerende, svarende til elementet ild.

Den sorte galde blev forbundet med det melankolske temperament, der repræsenterer indadvendte, eftertænksomme personer med tendens til tungsind, ofte analytiske og detaljeorienterede, svarende til elementet jord.

Endelig beskrev det flegmatiske temperament, der er knyttet til slimen, personer som rolige, pålidelige og afslappede, typisk passive og stabile, svarende til elementet vand. Troen på, at disse væsker påvirkede det fysiske helbred og menneskers følelsesmæssige tilstand, dannede grundlaget for Hippokrates' forståelse af personligheden.

Empedokles, en førsokratisk græsk filosof, fremsatte en teori om fire klassiske elementer, som han mente udgjorde det fysiske univers: jord, luft, ild og vand. Selvom Empedokles ikke direkte anvendte disse elementer på personlighedsteorier, som vi forstår dem i dag, lagde hans idéer grunden til senere opfattelser af personlighed i oldtidens medicin og filosofi.